Mores, pl. [ˈmo·rəs] (ænyd. d. s. (PHegelund. Susanna og Calumnia.(udg.1888-90). 162.197); fra lat. mores, flt. af mos, sæd, skik (jf. Moral); dagl., nu lidt gldgs.) gode sæder; ordentlig opførsel; anstand. Moth.Conv.M162. Pastorinden . . “Jeg kunde da ikke la' di fremmede være alene, Mathias!” Pastoren . . “Nej vel saa, vel saa! Du er en Kone med mores!” Wied.SK.38.   især i forb. lære (en) mores, lære (en) at opføre sig ordentligt; irettesætte; tugte; revse. Mau.I.157.II.469. Jeg maae lære disse Skurker Mores.Biehl.(Skuesp.VI.403). S&B. VilhAnd.Litt.II.524.