II. Med, et. [með, me^?ð] mêd. Høysg. AG.35. flt. d. s. ell. (nu næppe br.) -er (i bet. 2: LHBing.Lesøe.(1802).162). (ænyd. me(e)d, no. dial. mid, me(d) (ogs. i bet. 2), oldn. mið, midte, mærke; substantivering af adj. oldn. miðr (se mid-, midt), egl.: midtpunkt, skæringspunkt (for linier ved pejling)) 1) (jf. Ende-, Øjemed; i rigsspr. nu , især højtid., poet., næsten kun i ubest. f. ent.) mærke; maal (ofte, især i bet. 1.2, i tautologisk forb. m. Mærke ell. (især) Maal).    1.1) m. h. t. stedsforhold.   maal for skydning olgn.; sigte. Moth.M98. *Pilen fra hendes Haand fast aldrig forfeilede Medet. TBruun.V.101. CKMolb.Dante.III.68.   maal for vandring, rejse olgn. vort Meed (dvs.: vor rejses maal) kalder jeg “Nedergaard”. Blich.(1833).VII.133. England, hvis Kyster . . var Medet for hans Plyndringer. Blich.II.546. billedl.: Sort.(DSt.1909. 35). *Hendes Sidstefødte Døden sled | Bort fra Hende, nær ved Banens Meed. JKHøst. Erindringer.(1835).242. m. overgang til bet. 1.2: han (havde) intet Maal og intet Med for sin Vandring. Hauch.II.450. han gik og gik uden Maal og Med, gjennem den ene vilde Skov efter den anden. SvGrundtv. FÆ.II.45.   (dial.; jf. bet. 2) (synligt) punkt ell. mærke, hvorefter et steds beliggenhed, en bevægelses retning bestemmes; pejlingsmærke; landkending; landmærke. (især i forb. tage med af ell. efter noget). (kirken) kand sees mange Miile borte især til Hav-siiden, hvor de Søfarende endnu tager . . deres Meed derefter. Cit.1734.(Aarb Vends.1923.65). den erfarne Sømand, der har sine Meed at sejle efter. Schade.Mors. (1811).112. Skjoldb.S.122. AarbVends.1925. 141. Esp.221. Feilb. (jf. bet. 2) om bundgarns (lænkes), efter landmærker bestemte, plads ell. retning: ethvert Bundgarn paa Lænken skal sættes efter dennes “rette Meed og Strækning”. Fiskeriudv.(1874).Bilag.II.4. LovNr.56⁵/₄1888.§23. Drechsel. Saltvfisk.34. jf. HimmerlKjær.1925.291ff.    1.2) overf., om maal for legemlig ell. aandelig virksomhed; formaal; hensigt. *Saa staaer de fleestes Meed og Sigte til det Hiørne, | Hvor deres Fordeel staaer. Wadsk.95. *Et vigtigt Meed har lokket mig til Bagdad. Oehl.XVI.163. selv ei det største, det helligste Med kan gjøre Ondt til Godt. Ing.PO.II.231. *vor Stat har et eneste fælles Med, | Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed. Heib.Poet.X.259. *opad altid gik hans Vej, | de lave Med han ændsed ej. Ploug.II.81. Feilb.ÖrdbS.(Møn,Falster).   mærke og med (olgn.). Moth. M125. *Hand lader kaste Pur (dvs.: lod) for sig . . | At hand derefter kand sit Meed og Mærke tage. Kyhn.PE.20. *Sammenhold, Snille og Dygtighed | Være dit Mærke, være dit Meed. HCAnd.(Aarbog f.Bogvenner. 1922.157). † have i med og mærke, have som (for)maal ell. øjemed; lægge vægt paa; tillægge betydning. *Det er det, som jeg stoler paa | Og har i meed og merke. Sort.(SamlDanskeVers.¹II.119). jf.: *O Rigdom og Guld, | Du Jorderigs Afgud i skinnende Muld . . | Du est dog i høieste Mærke og Meed | Forfængelighed. Kingo. 253.   *Lad os i Troens Hellighed | Opnaa vort Levneds Maal og Med. SalmHj. 291.4. *Helene | Var al min Tankes Maal og Meed. Winth.XI.178. (han tog en) Pind og gav sig til at snitte i den uden Maal og Med. Schand.F.233. Drachm.VD.193. (jeg) følte mig fattig og ringe, uden Maal eller Med i Verden. Stuck.FO.77. OrdbS. (Fyn). 2) (jf. Fiskemed samt bet. 1.1 slutn.; dial.) en ved særlige pejlingsmærker bestemt fiskegrund; fiskeplads. Naar (madingen) er paasat . . begive Fiskerne sig . . paa Søen, opsøger Meederne, og sætter der Bakkene langs Bunden. LHBing.Lesøe.(1802).162. Pløyen.E.41.51 (om færøske forhold). Esp. 221. Feilb.