makulere, v. [makuˈle^?rə] -ede. vbs. -ing, jf. Makulatur (1). (ænyd. d. s.; af mlat. maculare, plette (af macula, se Makel)) plette; tilsmudse; ødelægge ved tilsmudsning olgn. det makulerede, undertiden af Tougværk bestaaende Seletøi viste, hvor ilde det stod til med Bøndernes Kaar. Davids. KK.22.   nu næsten kun (især bogtr. ell. bibliot.) m. h. t. bog, papir: tilsmudse, ødelægge ved over- ell. understregninger, skrevne tilføjelser, ved fejl under trykningen olgn.; ogs.: kassere; anvende til makulatur. Leth.(1800). Det Oehlenschlägerske Exemplar af “Nordens Mytologi” fra 1808 makuleredes . . med de mest nærgaaende Noter af Forfatteren til “Nordiske Digte”. Arentzen.AO.328. Bøgerne (fra offentlige biblioteker) transporteres uindpakkede . . makuleres under Læsningen med Blyantsmærker, “Æseløren” etc. SvDahl.Biblioteksfører.(1915).13. Brochuren blev . . konfiskeret og makuleret umiddelbart efter Offentliggørelsen. Pol.¹⁷/₂1929.13.sp.3.   (nu l. br.) overf., m. h. t. moralske forhold. Leth. (1800). I Censuren karakteriserer (Erik Bøgh) Stykket (dvs.: Otto Benzon: En Skandale) som et “oppositionelt Partiindlæg”, der vil gøre “Propaganda for makulerede Eks-Jomfruer”. BerlTid.³/₁1923.Aft.3.sp.4.