Kors-gang, en. 1) [1] (jf. -vej 1; sj.) i best. f. om Jesu gang med korset til Golgata. hans Lidelses Historie – Hudstrygningen, Korsgangen, Begrædelsen. Jørg.RB.16. 2) [4.1] (foræld.) om procession, hvor et kors ell. krucifiks bæres omkring (jf. -byrd). VSO. 3) til Kors 3.    3.1) (jf. Gang 7.2; l. br.) om (hver af) to gange, som skærer hinanden under en ret vinkel (jf. -gade, -vej). Pflug.DP.413. midt igiennem (Peking) fra Sønder til Nord og fra Østen til Vesten ere Korsgange eller brede Platser. smst.435. Jordstykket (er) ved en Korsgang delt i fire Dele. VortHj.III4.81.    3.2) til Gang 7.3. Moth.K303. Den høieste Hvælving midt over Kors-Gangen, Choret (er) 35. Alne høi. EPont.Atlas.IV.77. *I Kirkens Korsgang for det høje Alter, | der mødes Ung og Gammel, Fløjl og Pjalter. Rich.I. 47.   spec. (bygn.): overhvælvet (undertiden: korshvælvet) gang, som forbinder den egentlige klosterbygning med klosterkirken og (undertiden) omgiver klostergaarden, ell. som gaar omkring ell. langs med en kloster- ell. kirkebygning (i enkelte tilfælde muligvis ogs. kaldet saaledes, fordi højtidelige processioner gik derigennem; jf. bet. 2). Riddernes Vaabner (var) opstillede i Korsgangen til Dominicanerklostret. Ing.EM.III.166. Bille. Italien.II.44. Af de 3 Klosterfløje (i Sortebrødreklostret i Ribe) er den østre dog forsvundet, men dens Vestmur staar endnu som Ydermur (Østmur) i østre Klostergang eller “Korsgang”. Trap.⁴VIII.376. jf.: Saa snart hand var kommen der, ledsagede mand ham i den Gaard . . som var omgiven runden om med en Kaarsgang besat med Piller, hvilken Kong Psammeticus havde ladet giøre. LTid.1741.568.