Kontraktion, en. [kωntr̥ɐgˈʃo^?n] flt. -er. (fra lat. contractio, vbs. til contrahere, se kontrahere; fagl.) 1) til kontrahere 1: det, at noget trækker sig sammen og forringes, formindskes i udstrækning, omfang; sammentrækning; i forsk. special-anv., fx. (med.) om musklers sammentrækning (Sal.²XIV. 477.XXII.1059), tidligere ogs. om deformitet og stivhed (JBaden.FrO.71; jf. II. kontrakt osv.), (fys.) vædskestraalers sammentrækning uden for udløbsaabningen (Sal.² XIV.477), ⚙ indsnøring af metalstang, der trækkes over, paa brudstedet (Sal.²XII.334). 2) (sprogv., fon.) til kontrahere 2: lydlig sammentrækning, forkortelse i al alm. ell. spec. om sammenfald af to vokaler til een olgn. JBaden.Gram.111. Sal.²XIV.477. jf.: Contractiôns- eller Circumflex - tégn. Høysg.AG.14.