Kloak, en ell. † et (JNPanum.Bornholm.(1830).110). [kl̥oˈag, l. br. kl̥oˈa^?g] flt. -ker. (ligesom ty. kloake, fr. cloaque osv. fra lat. cloaca, til cluare, cloare, rense; besl. m. Klyster) 1) rør ell. tyk ledning, i alm. nedgravet i jorden, bestemt til bortledning af regnvand, grundvand, spildevand, halvt ell. helt flydende affald fra menneskeboliger olgn.; i alm. spr. oftest om den øverste (lodrette) del, der danner nedgangen, nedløbet fra jordoverfladen, nedløbsbrønden (jf. Kloakbrønd); tidligere ogs. om mere primitiv indretning (kule, skarnkiste, rende olgn.), tjenende samme formaal (JBaden.FrO.58. MO.I.304). Vandkunster, Cloaker og Ureenligheders udløb i Rom. LTid.1740.693. En Kloak er altid stinkendes, men fælest naar man rører op i den. Agerbech.FA.II.85. HCAnd.X.78. Byens Rendestene stank som Kloaker. Schand.F. 107. “Man kunde ligesågodt være skvattet ned i en Kloak,” knurrede en anden Stemme. Tom Krist.LA.48. jf.: nu sugede ogsaa Bolværkets Pæle Mørke af Havnens Dynd. Mulmet aad sig op gennem de gamle Pakhuses Sider, til de stod mættet af Kloak, sorte til deres Tages Ryg. ORung.VS.9.   (jf. fr. cloaques du vice, lastens huler)  billedl., om sted, hvor lasten ell. elendighed olgn. holder til. Jo afskyeligere disse Kloaker (dvs.: om dansebuler) tage sig ud, jo bedre svare de til min Hensigt! Ing.LB.II.56. (Dostojevskis skæbne som tugthusfange) havde aabnet ham Indsigten i det, der almindeligt anses for Menneskehedens Kloaker.Brandes. X.516. (Port Said) er blevet skildret . . som den store Verdens Kloak, hvor Bundfaldet fra alle Nationer samledes. Pol.¹⁰/₉ 1922.13.sp.1. 2) (især zool.) en for kønsorganerne, urinorganerne og undertiden tarmkanalen fælles udførselsaabning (jf. Kloakdyr). Hos Fostret . . udmunder tidligt i Fosterlivet Endetarmen, Urinblæren og Kjønsorganerne i en fælles Hule, Kloaken, stundom kan denne vedligeholdes, saa at Barnet fødes med en saadan. Panum.391. (en) Sædleder, der munder i Endetarmen (dvs.: hos rundorme), som saaledes bliver til en Kloak. Boas. Zool.⁴233.