karnøfle, v. [kɐrˈnøflə] (ogs. (alm.) kanøfle [kaˈnøflə] † karnifle. Moth.K55. Tychon.Vers.346. VSO. MO. sj.: karnefle. Ant Niels.FL.II.100. nu kun dial.: kanifle, kanefle. Moth.K55. VSO.III.K52. Feilb. OrdbS. (Fyn)). -ede. (ænyd. karnifle; laant fra nt. karnüffeln, hty. karniffeln; til Karnøffel; jf. nøfle; dagl., især spøg.) banke; prygle; “mule”; m. svækket bet.: give en overhaling, en haard, ubehagelig behandling ell. medfart. Hum! hvor skulde jeg Karnifle dig, om jeg torde kun. KomGrønneg. I.229. *Hand byrstede hans Haar, hand barkede hans Skind, | Og digt med Smek i Smek carniflede hans Kind. ReynikeFosz. (1747).108. *Jeg siger traadt, men mener ellers oversnøflet, | For Disputere - Lyst tilstrækkelig karnøflet. Blich.(1920).III.10. *Her den stakkels Pave gaar, | hvor man ham kanøfler, | Staklen han ej reddet faaer | sine gamle Tøfler. FolketsNisse.¹⁹/₁ 1861.14. “Saa skulde dog den Onde karnefle Din gamle Mær!” udbrød C.; thi Hoppen . . havde seet sit Snit til at nappe ham i Armen. AntNiels.FL.II.100. Forfatteren . . Tilhænger af Formens Overvægt og sikkert ogsaa Beundrer af Enevælden, trængte til at kanøfles nu. TroelsL.BS.II. 267. Storebror . . kanøflede dem (dvs.: de smaa søskende), hvis de stak alle fem Fingre i Munden. JacPaludan.F.84.