karessere, v. [kɐrɐ̤-, kɐrəˈse^?rə] († karisere. Schandrup.N4^r). -ede ell. (nu sj.) -te (Tullin.I.11). (ænyd. d. s., ty. karessieren; fra fr. caresser, ital. carezzare; til Karesse; nu kun gldgs., ofte som efterligning af ældre stil) 1) til Karesse 1: kærtegne (kysse, klappe); kæle for. Moth. Conv.K69. Jeronimus . . caresserer sin unge Brud. Holb.Pern.III.6. *De (dvs.: fuglene) midt i yndig Harmonie | Hinanden kyste, karesserte, | Og under Kysse intonerte: | See hvor vi elske, vi! vi! vi! Tullin.I.11. Oehl.F.32. *en af Gæsterne nærmest ved Skænken | Begyndte Værtinden at karessere | Og drog hende blideligt til sig paa Bænken. Drachm.D.116. Wied.S. 47. jf.: (han) karesserede . . med Blikket . . de skiftende russiske Piger. Kehler. KK.27. 2) til Karesse 2: vise høflighed, venlighed; gøre komplimenter; smigre; rose. Moth.Conv.K69. Da Paven saa nyligen tilforne (i et brev) hafde saa ofvermaade caresseret Kongen, betroet ham sine Hemmeligheder, kaldet ham sin filium prædilectissimum. Gram.(KSelskSkr. IV.195). FrSneed.I.19. Meyer.