Kanonikus, en. [kaˈno^?niˌkus] (m. lat. bøjningsform (dat.) Canonico. Holb.DH.II.4). (jf. fsv. kanuniker, ty. kanoniker, kanonikus, mht. kanonike; fra lat. canonicus, se Kannik; nu sj.) kannik. *den gamle Canonicus! | Han hedder Saxo Grammaticus. Oehl.SH.54. PMøll.I.231. Aarb.1927.7.