Is-pol, en. (poet., foræld.) i best. anv.: nordpolen. *Iispolens Aande, den kuer ei hans (dvs.: naturforskerens) Mod. | Han ændser ei Savn eller Fare. Hauch.SD.I.190. *Da fyldtes det (dvs.: bægeret) paastand | Med Iispolens Kulde, | Med Glemsels Slummerviin. Winth.V.69.   billedl. *En Jernmagneet (dvs.: morderens kniv), | Som skulde strøget Hovedsmerten bort, | Og peget med sin kolde, stive Finger | Til Dødens Iispol. Oehl.A.358. *Iispolens Søn (: grønlænderen) ! hvo gav dig Fred? | Ei steg en Engel til dig ned: | Gud en Apostel (: Hans Egede) sendte. Ing.RSE.VI.95.