ind-dige, v. [4.2] [-ˌdi^?ɋə] vbs. -ning (s. d.) ell. † -else (VSO.). (ænyd. d. s. (Harsyssels Diplomatarium.(1893).102); jf. dige ind u. II. dige; især fagl.) omgive (et stykke land) med en vold (jord-, stengærde), der tjener som hegn ell. skel. inddige og beplante Landet i Skotland. LTid.1729.369. inddige en Kornvang. VSO.I.601. Feilb.   især: omgive med et (hav)dige olgn. til værn mod oversvømmelser (jf. -dæmme 1). Slange.ChrIV.431. endeel . . Sandgrunde bleve inddigede med Steendæmninger og opfyldte. Molb.BfS.I.22. man kunde faa en ny . . Havn, naar man inddigede et Stykke Land. Goldschm.IV.368. Sal.²XII.264.