Ild-kugle, en. [1] brændende ell. lysende kugle. 1) i al alm. Da Arbeidet (dvs.: paa templet) nu gik for sig . . udbrøde af Fundamenterne forskrækkelige Ild-Kugler, hvilke og anstukke og fortærede Arbeids-Folkene.Holb.Kh.253. Hundene, hvis Øjne (gnistrede) som Ildkugler i Mørket. Schand.F.291. Nogle (saa) i den ellers mørke Sal blaa Ildkugler; disse have været brændende Kulilte; man véd da, at Temperaturen maa have været mindst 750°. OBloch.D.²I.218.   (poet.) om solen. *Ildkuglen praled | Paa Himlen, og brændte hvert visnende Blad. Oehl.XIX.19. Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke. Nans.JD.192. 2) større lysende meteor (bolide). vAph.Nath.IV.69. et langt skjønt Stjerneskud eller en fjern Ildkugle gled langsomt ned i Horizonten. Ing.VS.III.120. Thiele.III.133. OpfB.¹III. 266. Feilb. 3) (⚔, foræld.) d. s. s. Brandkugle. snart ingen Dag gik forbi, at Fienden jo henved 100 Ild Kugler indkastede. Slange.ChrIV.630. Cit.ca.1807. (GrandmamasBekiendelser.(1906).175). VSO. 4) (fagl.) lysende kugle, der udsendes af visse fyrværkerisager. Ildkugler lyste og knaldede høit i Luften. Hauch.III.387. MO.