Høj-lænder, en. [-ˌlæn'ər] flt. -e. (til -land; jf. eng. highlander, ty. hochländer) beboer af et højland. de asiatiske Høilænderes Skik. Rothe.Jorden.(1795).170.   især (jf. -land slutn., -landsk): beboer af de skotske højlande; højskotte. Søtoft.T.101. Brandes.V.362. D&H.