hus-vant, adj. (ænyd. huswa(a)nd, -waant, jf. jy. husvan (Feilb.), bornh. husvaner (Esp.139)) 1) som er, føler sig hjemme i et hus, fortrolig med dets indretning, orden osv. (jf. hjemmevant 1.2). *tilgiv, at jeg saa huusvant | Indtræder i dit Kammer. Oehl.VM.86. Nu er du jo huusvant; hvorfor skal jeg da endeligen behandle dig som en Fremmed. VSO. man (krøb) sammen i et enkelt Rum eller to, og blev aldrig husvant i Resten. TroelsL.III.101. Én efter én forsvandt de ud i Entréen . . man var saa husvant hos de gamle. Leop.HT.11. jf.: (han fandt) med stor Husvanthed Døren til det Allerhelligste. CMøll.PF.62.   (nu næppe br.) om dyr. de tamme og husvante Dyr. PAHeib.US.130. *du, huusvandte Svale, | endogsaa du forlader mig. Trojel.I.101.    uegl., om ting, forhold osv. *den hemmelige Ranke | Sig huusvant om de klare Ruder vinder. Staffeldt.D.II.317. *For Eder toner atter den (dvs.: min sang) med milde, | Huusvante Toner . . | Ja, her i Hjemmet kan jeg atter spille. Hrz.D.II.5. Solskæret ligesom dvælede husvant paa de brede Vindueskarme. Pont.LP.VII.18. 2) i videre anv.: fortrolig med et sted, et forhold osv. (jf. hjemmevant 1.3). *Huusvant fra Lodbroks Tid Øboen pladsker til Søes. Oehl.L.I.151 (jf. Arlaud. 183). (jeg) er nu huusvant i Staden. Brøchner.Br.16. *Oldinge-Drengen, husvant i Laster. Drachm.M.231. I (bøgernes verden) er (Høffding) hjemme som faa, husvant hjemme. Ipsen.LP.48.   husvant med, (sj.) fortrolig med; vant til. VØsterberg.M. 165.