hjemle, v. [ˈjæmlə] Høysg.AG.119. -ede. vbs. (sj.) -ing (VSO. MO. S&B.). (æda. hem(b)læ, no. hjemle, oldn. heimila; til Hjemmel) 1) (jf. Hjemmel 1; jur.) om person (sælger), der overdrager noget til en anden: garantere køberen (ved beviser, legitimation osv.), at han bliver ejer af det købte, overdragne; sikre køberen mod – ell. i tilfælde af – krav fra trediemands side ved at bevise sin egen tidligere adkomst til det købte, overdragne; skaffe (køberen) hjemmel. Hvo som sælger anden Huus, eller Jord, hand bør at hiemle og værge hannem det med nøjagtig Skiøde. DL.5–3–12. siger hand, at hand kiøbte det (dvs.: kvæget), da bør hand at føre sin Kiøbmand (dvs.: sælgeren) tilstæde, som hannem det kan hiemle. smst.6–17–7. Høysg.S.67. Det Solgte er jeg pligtig at hjemle Kjøberen paa lovlig Maade. Hylling. HJ.110. Hage.³264.   (nu næppe br.) uegl. det Portrait, som skal hiemle jer mit Hierte (dvs.: være pant, bevis paa min kærlighed). Kom Grønneg.III.121. 2) (jf. Hjemmel 2; jur.) om ell. v. hj. af love, vedtægter, praksis olgn.: fastslaa ell. bevise adkomsten, retten til noget ell. lovligheden, den retslige gyldighed af noget.    2.1) fastslaa lovligheden, gyldigheden af noget (især: en handling ell. rettighed). ASØrsted.Eunomia.III.(1819). 589. (indfødsretlovens § 2) hjemler . . at Børn fødte her i Landet af Fremmede . . erhverver dansk Indfødsret, naar de bliver her i Landet indtil deres fyldte 19. Aar. Sal.²XI.526. ofte i part. hjemlet: Tilstaaelser, der formedelst en eller anden Mangel ikke have den fulde i L. 1–15–1 hiemlede Beviiskraft. Forordn.⁸/₉1841.§5. Endelig havde Hansestæderne en ved Stralsundfreden fuldt hjemlet Stemme ved Kongevalget. KrErsl.DM.55. Tilladelser og Dispensationer meddeles udenfor de Tilfælde, hvor Bevillingsformen er hjemlet ved Lov eller Praksis, altid i Form af Skrivelser fra vedkommende Myndighed. JurFormularbog.⁵3.   † hjemle (af), d. s. s. afhjemle 1. Moth.H191. At hiemle Kald og Varsel. VSO.    2.2) hjemle en noget, fastslaa ens adkomst til, (til)sikre en noget. Den Ret hjemler Loven ham. Hostr.E.93. MO.   hjemle sig (noget) til, (nu næppe br.) godtgøre sin retmæssige adkomst til (noget). VSO. MO.   hjemle sig, (sj.) godtgøre sin adkomst ell. ret (berettigelse); sikre sig mod anklage for uberettiget tilegnelse olgn. En endnu større Ulempe (ved benyttelsen af klitsletterne) er det, at ikke alene Eierne, men Enhver kan hjemle sig med de Væxter, som forekomme i Sletterne, skjøndt de tages paa Bakkerne. Andres.Klitf.377. smst.316. 3) (jf. Hjemmel 3) † overdrage til en at gøre noget i sit sted; bemyndige. da skal den, som det giør, eller hiemler det andre at giøre, straffis som een Tyv. DL.6–17–29. 4) (jf. Hjemmel 4) overf. anv. af bet. 1-2.    4.1) (nu sj.) give ret til at faa ell. besidde noget; tildele, overdrage, ell. skaffe, erhverve en noget som en ret, en retmæssig besiddelse olgn. Gud, der er saa nidker over sin Ære . . vil (ikke) hiemle den til nogen anden. CWorm.Klage-Prædiken over Dronning Louise.(udg.1747).83. bemeldte Konge (skal) hielpe Keiseren at udføre sine prætensioner imod Dronningen af Ungern, og Keiseren og Frankrig igien hiemle ham Slesien. Langebek.Breve.86. *Beder du saa dit Fadervor, | Aanden med Faderens Stemme | Hjemler dig Jesu Børnekaar. Grundtv.SS. III.298. de Afhandlinger, han allerede har givet, hjemle ham Plads blandt Tydsklands allerfortrinligste historiske Forskere. POBrøndst.RD.92. det er netop denne Elskværdighed, der hjemler hende en Myndighed, som hun hvert Øieblik veed at hævde. Kierk.V.10. han søgte at oplyse dem om de Rettigheder, Friheden hjemlede dem. Schand.TF.II.400.   refl. allene herved har (han) hiemlet sig Navn blant sande Digtere. Jacobi.Luxd.17. at udvriste Spiret af . . en Fristers Haand, og hjemle dig det selv ved Heltedaad. Grundtv.Saxo. I.188. jf.: (Olavs kiste) hjemlede sig Stadet, ved de mangehaande Jertegn. sa.Snorre.II. 362.    4.2) (nu næppe br.) hævde, sikre, beskytte, værge (en besiddelse, rettighed olgn.). de Danske Mænd bære et Sværd . . hvormed de kan værge deres Frihed, og hjemle deres Erobringer. Jacobi.Skr.50. *(fyrsten bør) hiemle hver sin Ret og hævde Lov og Orden. NordBrun.Jon.141. Jeg har ved forekommende Anledninger nævnet dem (dvs.: forfattere, der har behandlet lign. emner), dog . . ikke oftere, end Retfærdighed og Taknemmelighed bød mig at hiemle dem, hvad deres var. Engelst.Nat. XXV.    4.3) (jf. Hjemmel 4.2)  fastslaa, (be)vise berettigelsen, rigtigheden af noget, adkomsten til noget; begrunde, forklare noget (jf. afhjemle 2). han (vil) først oppebie, om ikke seenere Aviser hiemle hans Gisning. Rahb.Tilsk.1797.720. hvad jeg hidtil skrev, og hvorved jeg hjemlede min Ret til at tale med. PMøll. II.81. † refl.: saa fuldkommen hiin Paastand stedse siden har hiemlet og sandet sig. Rahb.E.IV.240.   part. hjemlet brugt som adj.: hvis rigtighed, berettigelse osv. kan bevises, fastslaas; som grunder sig paa, støtter sig til noget faktisk (ofte: noget historisk); som har hjemmel (4.2). Om Parrhasios's Finheder . . have vi aldeles intet Middel til at danne os en hjemlet Forestilling. JLange.MF.10. disse Angivelser hvile paa . . vel hjemlede Efterretninger. FrNiels. KH.II.9. i forb. m. præp.-led, der angiver bevisgrundlaget, kilden, støttepunktet: en heel uskyldig, ved ældgammel Folkeskik hjemlet Sammenkomst mellem tvende Forlovede, der tale med kold Forstandighed om den snart begyndende Huusholdning. Blich.(1833).II.2. hendes af Historien hjemlede Ord til Dronningen. Hauch.II.5. en ved Sprog, Sæder og Skikke hjemlet Kultur. NSvends.H.137. hjemlet ved Brug(en).S&B. (jf. lov-, tilhjemle og grundlovs- S, uhjemlet ).