gælstre, v. -ede. (ænyd. (præs.) gælster, jf. ty. dial. gelstern, nt. galstern; besl. m. gale, gjalde, gælte; dial.) 1) om hunde: bjæffe, gø arrigt og vedholdende. Moth. G109. MDL. Feilb. 2) skælde paa en larmende, støjende maade; bruge mund; raabe op; skvaldre op. I gamle Dage, ok hvor han gælstrede med Børnene, naar de ikke sad pænt ved Bordet. KMich.LUK. 94. Nu stod han dær i sin Dør og gjelstrede. Vejrup.KM.163. Feilb. 3) overhænge med tryglen olgn.; bede, kræve paa en paatrængende maade. *Jeg Canzelliet skal gielstre paa, | Og trætte deres Ører. Reenb. II.144. (folket) blev ved at raabe efter en Konge . . derfor indskjødes jo Tyran-Tiden endnu iforveien under den Konge, som baade var og kaldtes Saul dvs.: den, som de gelstrede efter. PCKierk.SS.III.61. MDL. Feilb.