gummere, v. [goˈme^?rə] (ogs., især i bet. 2: gummiere [gomiˈe^?rə]). -ede. vbs. -ing. (jf. ty. gummieren; afl. af Gummi (Gumme); jf. III. gumme) fugte ell. bestryge med opløst gummi olgn.  1) appretere tøj med gummiholdig appretur. CVarg. Farve-Bog.(1773).76. VortHj.IV2.115. Sal.² X.418. 2) forsyne (frimærker, konvolutter osv.) med et overtræk af gummi ell. dekstrin, som bliver klæbrigt, naar det vædes. (hyppigst i perf. part. brugt som adj.). Overføringsbilleder forsynede med en gummeret Bagside. Haandgern.572. Konvoluten, som han efter almindelig Sædvane, men forgæves forsøger at lukke med Spyt, da den ikke er gummieret. Pol.¹²/₃1912.7.1 (jf. degummere S ).