Gisp, et, † en (Moth.G132). [gisb] flt. d. s. (ænyd. d. s; af gispe) kort, besværligt og hørligt aandedrag. De gamle Romere havde den Skik, naar nogen droges med Døden, at den som var ham næst paarørende skulde optage i sin Mund den døendes sidste Gisp. LTid.1741.454. *I Dødens store Stund, mod sidste Gisp af Livet. Thaar.ES.301. *Har du Gispet (dvs.: af en døende) hørt? | Det var snart forbi. Oehl.BG.185. *Slaget var endt. Paa den aabne Mark, | Der nylig gjenlød af Kampen, | Hørte man kun et Gisp, et Drøn. Hrz.D.II.117. et Gisp af Lettelse. Pont.FL. 37. Feilb.I.451. med ét rejser hun sig over Ende . . og er ved at kvæles i Gisp og Hivninger. Skjoldb.A.35.