Førstning, en. [ˈfør̥sdneɳ] (ænyd. d. s.; vist omdannet af førsten; alm. kun i forb. i førstningen; især i (dial.-farvet) talespr. (saaledes allr. angivet af Levin)) 1) den første tid; begyndelsen af en handling ell. et tidsrum. jeg vil give dig Dommere igjen som i Førstningen, og Raadsherrer som i Begyndelsen. Es.1.26. Hendes Miiner komme mig vel i førstningen noget underlig for. Holb.11J.IV.2. I Førstningen følte han sig kun bedøvet, men snart tabte han Bevidstheden. Hauch.I.350. VVed.BK.4. (sjældnere) bestemt ved flg. præp. m. styrelse: i Førstningen af 1798.FBajer.Nordenspol.Digtning. (1878).135. (den) var i . . Førstningen af det 19de Hundred-aar Ceylons vigtigste By. HRasmussen.MellemSinghalesere.(1895). 46.    (sj. i rigsspr.) efter andre præp. Jeg troede det ikke af Førstningen. VSO. Blaum.AH.287. jeg maa begynde fra Førstningen igien. Holb.Jul.12sc. Blich.(1920). VI.154. Fra Førstningen havde Otto instinktmæssig følt, at han ikke skulde tale til Nogen i Huset om Andrés Besøg. Goldschm. III.88. VVed.G.69. I have fra Førstningen af været hos mig. Joh.16.4(OGuldb.). Feilb. Indtil Førstningen af dette Hundredaar var . . Olden den vigtigste Frembringelse af vore Skove. EdErslev.Planterigets Naturhist.(1873).67. 2) (vist kun m. overgang til bet. 1; jf.: “jeg kan ikke tale om Førstningen af et Maleri, eller Førstningen af et Stykke Klæde, men vel om Begyndelsen deraf”. PEMüll.³475) om den første del af linie, vej olgn.; begyndelse (2.2). Opgangen var strax i Førstningen saare steil. Bagges.L.I.313. I Førstningen træffer man endnu endeel Skov; men Landet bliver dog mere jævnt. Molb.Dagb.189. (jf. Sidstning ).   1 den første tid. efter andre præp. end i. den farlige Anseelse, som Ilden af Førstningen havde. BerlTid.12/7 1751.2.sp.1.