Første-mand, en. 1) [1] den, som kommer først; den hurtigste ell. tidligste til noget. (ofte i forb. m. til). Rich.II.84. Jeg skal nemlig sige Dem, at Feuilletonen er meget spændende, og saa gjælder det jo om at være Førstemand til at læse den. CMøll.PF.144. 2) [4] (især ) den ypperste ell. ledende personlighed. Hostr. FF.202. den (svenske kirke) beholdt Ærkebispen som Kirkens Førstemand (Primas). Birkedal. En folkelig Julegave.(1872).122. Grundtvigianernes Førstemand, Brandt fra Vartov. VilhAnd.FM.255.   3 (jf. -dame S ). alle firmaets forbindelser .. undrede sig over, at chefen ikke .. forlængst havde gjort ham til førstemand. MKlitgaard.MS.25. Han er Førstemand i en stor Forretning paa Vesterbro. BechNygaard.T.112. Førstemand .. som selvstændigt kan disponere og lede Afdelingen. BerlTid.2/8 1953.21.sp.3.