Føde-stavn, en. [II.3.3] (nu især poet. ell. arkais.) sted ell. egn, hvor man er født (og for vornedes vedkommende var bundet til at blive); ogs. om fædrelandet. dersom det skulle hende sig, at Vorned haver nedsat sig i Kiøbstæd, og der boet Utiltalt paa ti Aars Tid . . da bør hand at være frj for sin Fødestavn (dvs.: løst fra vornedskabet). DL.3–14–13. Holb.Heltind. II.7. Forfatteren . . søger (hunnerne) paa (alm.: i) deres Føde-Stavn, som er Tartariet. LTid.1752.117. *Naade for dit Guddomsøje | Fandt vor ringe Fødestavn (dvs.: Danmark). Grundtv.PS.V.3. *Min Fødestavn er Lyngens brune Land. Blich.D.I.16. *Der er min elskte Fødestavn, | Der jubler jeg mit Danmarks Navn, | Thi der er godt at være! Wilst.D.I.30. *din fynske Fødestavn. Schand.SD.46.   (dial.) gaard (olgn.), hvor man er født. Feilb.   (l. br.) om en plantes oprindelige voksested. Ved enhver Plante findes (angivet) dens Føde-Stavn . . samt paa hvad Viis og Maade den i Europa kand forplantes. LTid.1752.239.