I. Fælding, en. (ofte skrevet Fælling). [ˈfæleɳ] flt. -er. (glda. felling, no., færøsk, oldn. felling; til no., oldn. fella, sammenføjning; jf. II. fælde 5; nu især dial.) sted, hvor to dele er forbundet ell. staar i forbindelse m. hinanden; sammenføjning; ogs.: ting, del, som danner en forbindelse ml. to dele. Moth.F47. Fra dette Baand (dvs.: strammebaandet hos en musling), indtil den anden Ende af Skiællen, ere paa Fældningen, som findes imellem Skiællens tvende Deele, to seje og stramdygtige Hinde. vAph.Nath.V.16. Det er gaaet op i Fældingen. VSO. MO. Døre, der skurede mod Fældingen (dvs.: dørkarmen). JPJac.I.8. Feilb.   (dial.) i forsk. spec. anv., fx. om koden paa hestens fod, klove af bøjet eg til fastbinding af køer i stalden, ring af rebværk, som ligger inde i den ring, hvormed kreaturer hildes. Feilb.   hertil Fældings-sted, sammenføjning, led. Moth.F47. (dial.) spec. om koden paa hestens fod: MDL. Feilb.