forsvække, v. [fωrˈsvægə] -ede. vbs. -else (s. d.). (ænyd. d. s.; fra mnt. vorsweken, ty. verschwächen; jf. forsvage; nu næppe br.) gøre svag ell. kraftesløs; (ud)-matte; svække   m. h. t. person ell. persons livskraft, mod olgn. Judith . . forsvækkede (1871: lammede) ham med sit ansigtes deylighed. Jud.16.8 (Chr.VI). jeg er forsvækket (1871: svækket) i hiertet af bekymring. 1Makk.6.10(Chr.VI). alle Sindets og Legemets Kræfter . . ere reent forsvæckede. Seidelin.229. At forsvække Modet. VSO. Han blev forsvækket i sin sidste Sygdom. MO.   i anden anv. (stjernerne) staae i deres rette orden . . og de forsvækkes ikke i deres varetægte (1871: mattes (ikke) paa deres Vagter). Sir.43.12 (Chr.VI). Handelen blev forsvækket (ved den sorte døds hærgen). Borrebye.TF.486.