forskylde, v. [fωrˈsgyl'ə] -te ell. † -ede (1Mos.42.21(Chr.VI). Moth.S410). vbs. † -ing (smst.S411). (glda. forskylle; efter mnt. vorschulden (ty. verschulden)   uden for dial. (se Feilb.) nu l. br. og især højtid., relig., poet.; jf.: “begynder at tabe sig”. Levin.)  1) (ved sine handlinger, sin adfærd) erhverve sig ret ell. adkomst til; gøre sig værdig til; fortjene (især m. h. t. noget ubehageligt, straf, vanære olgn.). du skal betale dem det Onde, de have forskyldt, fordi de gjorde Oprør. Jud.7.10. Ach far vel Nille! dog din Carnali, du har icke forskyldt, at jeg skulde tage Afskeed med dig. Holb.Jep.IV.6. *Hjælp derfor du, som hjælpe kan, | Enhver, som Hjælp forskylder. Falst.102. *ingen meer forskyldt en Ærestøtte fik. Storm.SD.25 (jf. uforskyldt). *Straf os ei som vi forskylde! Grundtv.SS. I.468. Hvormed har jeg fortjent, jeg siger hellere forskyldt, at jeg skal leve (saaledes).Sibb.I.162. hvad Straf har Du forskyldt? Esm.II.129. (overf.) m. tings-subj.: vi faae det, vore Gierninger have forskyldt. Luc. 23.41. (jf. Holb.Masc.I.11. Mynst.Bispepr. (1852).45).   m. flg. præp. (især af) styrende personbetegnelse. forskylde alt got, ont af en. Moth.S407. “Der er dog mange, som tale ilde om os.” – “Jeg veed det nok eders Gunstighed, og de maaskee, som I mindst har forskyldt det af.” Holb. LSk.I.5. Det er Synd baade mod Deres Mand og min Kone, og Ingen af dem forskylder det af os. Blich.II.20. (sj.:) Hand har forskyldt meget got hoß mig. Moth. S407.   ordspr. løn som forskyldt, se Løn. jf.: Havde jeg paa det Samme min Stok ved Haanden, saa skulde du faae Svar som forskyldt. Heib.Poet.V.201. 2) (l. br.) være aarsag ell. ophav til; forvolde.     2.1) (især alm. hos Heib.) være aarsag til (et uheldigt forhold olgn.); være skyld i. *vistnok er det beqvemt og let | At skyde Skylden over paa Næsten | For Det, man selv har forskyldt. Heib.Poet. VIII.185. smst.X.137. *Forfængeligheden maa tidt forskylde, | At man ikke kommer paa sin rette Hylde. smst.253. forskylde (en) Misforstaaelse. D&H.   (sj.) tilskrive sig skylden (for noget). *Den, som ei sig ganske giver hen | Til mig (dvs.: Fantasus) med Øiet, Øret, Sjælen, han | Maa selv forskylde, hvis han ei forstaaer mig. Heib. Poet.II.232.    2.2) (især alm. hos Kierk.) m. h. t. noget urigtigt ell. ulovligt: gøre sig skyldig i; begaa (1.1). denne Forvirring, som den moderne Speculation, om ikke ligefremt forskylder, saa dog ofte nok foranlediger. Kierk.VII.299. ikke blot forsømmes der dagligt saa meget, for ikke at tale om hvad der forskyldes. smst.IX.129. smst.XIV.47. PalM.TreD.252. forskylde en Forbrydelse. D&H. 3) give belønning ell. vederlag for en tjeneste olgn., man har modtaget (især: ved at gøre gentjeneste); gengælde.    3.1) m. tingsobj. mine Forældre skal nok stræbe at forskylde hans Høflighed. Holb.11J.III.6. Tode. S.117. *Jeg vil forskylde det (Lemb.Shak. X.20: Jert Venskab vil jeg lønne). Foersom.Hamlet.28.   m. hensobj.: jeg skal nock vide at forskylde dig Din umage. KomGrønneg.I.300. PAHeib.Sk.I.221. hvis du vil fly mig min Kjæreste itale, da skal jeg saaledes forskylde Dig det, at Du skal blive den rigeste Jomfru. Blich.II.131.    3.2) m. person-obj.; især i forb. m. for: VSO. Jeg har forresten Penge nok . . Du er en prægtig Karl, og jeg skal nok forskylde dig for det. Ing.EF.VII.162. dernæst giver jeg Ham mit adelige og byrdige Navn paa, at jeg skal forskylde Ham for hans Umage. Etlar.GH.I.229.   (jf. bet. 2.1 slutn.) tilregne (en) en brøde. *Forskyld mig ei, du evig Høie! | Udslet min Skyld med Jesu Blod! Ew.I.92. (jf. selv-, u-, velforskyldt ).   1 yngre: Overtrædelse af bestemmelserne (straffes) med bøde, for så vidt der ikke efter den øvrige lovgivning er forskyldt større straf. Statstidende.23/12 1957.1.sp.1.   2.1 jeg (ville) ikke have løftet mit Spyd imod dem, hvis de ikke havde ladet haant om mig; det er dem selv, som har forskyldt det (1871: de have voldet sig selv dette). Jud.11.2(1953).