fordægtig, adj. [fωrˈdægdi] (sj. ved tilknytning til fordækt skrevet fordæktig. Holb.Intr.I.116). (ænyd. fordechtig, fordachtig; fra ty. verdächtig, af verdacht, mistanke; besl. m. fortænke; nedsæt.) 1) som man nærer mistro ell. mistanke til; mistænkelig; ogs.: som giver anledning til ell. vækker mistanke. (Ovid) blev formedelst sine fordecktige Vers dreven udi Landflygtighed. Holb.Intr.I.116. det (er) noget fordægtigt at gaa i Slaap - rok saa silde. sa.Masc.I.2. (de) giøre sig fordægtige at handle med stiaalne Østers. Mandat.²⁶/₂1720.§9. (historien har) syntes mig lidt fordægtig: “det er langt borte og længe siden.” Blich.II. 429. *Dette Hastværk, Herr Krabat, | Forekommer mig fordægtigt. Heib.Poet.X.205. AndNx.S.196.   som er af en noget (især i moralsk henseende) tvivlsom karakter. *Et ɋvind'ligt Væsen ham i Møde svæved, | Saa fri og feiende, saa pyntet prægtig, | At strax han hende dømte som fordægtig. PalM.IV.289. jf.: (vi) kom ind i nogle meget fordægtige Gyder. JVJens.IM.125. 2) (l. br.) m. tilknytning til fordækt 2.2: hemmelighedsfuld; ogs.: underfundig; upaalidelig. Aar 1137 Gav end (dvs.: en) Jøde sig ud for Messias og holdt fordægtig Forsamlinger med andre Jøder. Borrebye.TF. 244. *han er fordægtig som bare Pokker. | Frygt dog ei hans Sned. Winth.II.166. (du) har gaaet saa fordægtig omkring de sidste Dage. Hvad er det saa, du har haft paa Hjerte. Pont.LP.VIII.198.