forbitre, v. [fωrˈbedrə; ogs. -ˈbidrə] -ede. vbs. -else (s. d.). (ænyd. d. s.; fra mnt. vorbitteren, ty. verbittern; til II. bitter) 1) (nu l. br.) fremkalde bitterhed, ærgrelse, harme olgn. hos en; ærgre; irritere; ophidse. 1Makk.3.7(Chr.VI) (se u. II. bitter 5). saa faar jeg løst til at forbittre Amphitryon, saa hand skal være ferdig at gaa af sit gode skind. KomGrønneg.I.215. Den ulykkelige Fornedrelse, hvori de befinde sig, forbittrer dem. JSneed.IX.120. *Han forbittred mig | Med grove Ord. Oehl.XI. 67. hun indsaae, at hun forbittrede disse To ved hendes idelig gjentagne Udfald. CBernh.II.235.   (jf. bet. 2) m. obj., der er omskrivning for person. (israeliterne) forbittrede (1871: vare gjenstridige mod) (Moses's) aand; at hand talede ubetænksom med sine læber. Ps.106.33(Chr.VI). Modstand og Hindring forbittrede hans stolte Sind. Molb.DH.II.269. 2)  ødelægge ell. gøre skaar i nydelsen af (en følelse, oplevelse, tilværelse olgn.); ødelægge; spolere. den fortredelige Hemmelighed forbittrer al min Glæde. Ew.IV.202. *Hvi skulde Sorg forbittre vore Dage? Bagges.SV.193. *Smilende – men forbittrende | Flux hans spirende Haab. Winth.I.265. Det er ogsaa dumt at lade sig Livet forbitre et eneste Øjeblik. Esm.III.108. 3) (nu l. br.) refl. ell. i pass.: blive bitter, meget vred; harmes. det jeg mest forbittrer mig over, er dette, at da Celia kom ind, saa sad I, som i havde tabt baade Næse og Mund. Kom Grønneg.I.314. *Hun (dvs.: kærligheden) søger ey sit eget, | Forbittres ey, hvor meget | Man hende slaaer og plager. Brors.184. Dragen forbittredes (Chr.VI: blev vred; 1907: vrededes) paa Qvinden, og gik bort, at føre Krig mod de Øvrige af hendes Sæd. Aab.12.17. Mændene forbittredes (Chr. VI: fortrøde det) og bleve saare vrede. 1Mos.34.7.  4)  part. forbitret brugt som adj.: fuld af bitterhed, vrede olgn.; meget vred; opfyldt af harme (jf. Forbitrelse); især i forb. som være, blive forbitret. Gjør ikke et forbittret Hjerte end mere uroligt, og opsæt ikke Gaven til den Nødtørftige. Sir.4.3. Hand var meget forbittred pâ ham. Moth.B190. Har jeg ikke Aarsag at være forbittred, er det ikke noget, som angaar min Velfærd og Ære. Holb.Masc.III.3. Dette giorde Hertugen saa forbitteret, at hand soer de Lybske Hævn og U-lykke til. Slange.ChrIV.213. To gamle gudsfrygtige Koner, som . . Tienestefolkene og Undersaatterne var meget forbittrede imod. Ew.VI.152. *Da reiser sig Thorkil, den stærke Bondesøn, | Og slaaer forbittret Næven i Bordet med et Drøn. Aarestr.8. han sagde: – Hum, hum! for at skjule hvor tindrende forbitret han blev over at skulle rende paa ham. ChrEngelst.EH.83. Der var Mudder i Geledderne vidste han; den voksende Nød gjorde Stemningen stadig mere forbitret. AndNx.DM.V.232. jf.: Nu blev han selv overrasket over sin Forbitrethed. Soph Clauss.JF.148.    om handling, der vidner om forbitrelse. *under den korte, forbittrede Kamp | Kanonerne gløde af Brug. Ploug.I.295.   (sj.) som adverbiel bestemmelse til et adj. Nye var de (unge mennesker i deres tankegang), forbitret nye, nye indtil Overdrivelse. JPJac.II.76. 4 part. forbitret brugt som adj. det kan hielpe Dit Mod at overvinde den forbittrede Skiebne. Wand.(Skuesp.IV.81)(jf. skæbnens vrede / I. Vrede 1.2 og bitter skæbne / II. bitter 5 ). Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres Hjerter og skar Tænder (1907 afvig.) . ApG.7.54(1948).    Rundt om i Europa kæmpes en forbitret Kamp for at genvinde Frihed og Selvstændighed. Illeg.presse.158. som adv. (m. afsvækket bet.) (fodboldholdet) forstaar at kæmpe forbitret (: hårdt, udholdende) , naar der staar noget vigtigt paa Spil. BerlTid.4/5 1952.18.sp.4.