faaret, adj. [ˈfå·rət] d. s. s. faareagtig. En fâred lugt. Moth.F65.   nu vist kun overf.: dum; ubegavet. (han) spillede vist en lidt faaret Rolle. EJuelHans.KV.37. Nans.JD.25. “Skal De studere til Præst?” “Nej . . – ser jeg saa faaret ud.” JVJens. D.41. jf.: Faarene (stod) og stirrede faaret melankolsk hen for sig. Aakj.VF.61. Mest af alt ægrede han sig over sin egen Faarethed, naar hun var i Nærheden. JVJens. P.59. ved Hængning faar (lammekød) undertiden en ubehagelig “faaret” Lugt og Smag. NutidsMad.[1931].86.