Essens, en. [eˈsæn's, æˈsæn's] (tidligere ogs. skrevet Essence, Essents). (ænyd. d. s.; af lat. essentia, (en tings) væsen, det væsentlige; afl. af esse, være, jf. IV. Es, Interesse) 1) (især fagl.) den egentlige, væsentlige bestanddel af en drogue; uddrag af urter olgn. (anv. som medicin); spec.: uddrag indeholdende alkohol; ekstrakt; første draaber (jf. Kvintessens samt Arraks-, Punchessens olgn.). *her i disse Flasker | Er een Essents, som kand saa rart | Omdanne gamle Masquer. Cit.1717. (NkS4°820.73). det er jo den Essentz, min Søn har cureret hans Datter med. Holb.KR.III.4. vAph.Chym.I.383. Kammerpigen gned hendes Tindinger og holdt hende en Essents under Næsen. Winth. VIII.146. VareL.²206.   ⚚ om særlige vinsorter (den fineste tokajervin), (orange)olier olgn. smst.   (jf. bet. 2) i sammenligninger; især i forb. m. af. Straf er som en bitter Essence, eller som en Viin-Edike, der conserverer fra Forraadnelse. Holb.MTkr. 208. Den haarde personlige Dom over Koch begrundes lige saa lidt, men henstilles som en Slags psykologisk Essens, der skal kunne presses ud af hans forskellige Ansøgninger og Forretningsskrivelser til Regering og Konge. PLaurids. S.III.21. de ægte jyske Mænd . . som Essensen af Nationens Muldjordskraft. E Brand.(Pol.³⁰/₉1920.8.sp.1). jf.: I dette lune lille Essens - Københavneri, hvormed Teatret . . omgav T., følte han sig nok noget ensom. sa.UB.24.  2) (især ; jf. bet. 1 slutn.) billedl. ell. overf.: det væsentlige (af noget); hovedsagen; hovedindholdet (i sammentrængt form). Leth.(1800). *Epistelen var lang . . | Jeg gi'er Essensen kun, som fandtes i den. PalM.IV.145. Det, som . . jeg har læst af Bøger, er tit jo som . . Essenser af Livet, altsaa det allerbedste. Schand.VV.283. Paa nogle Sider er her sammentrængt hvad i Originalen fylder mer end halvandet store Ark; men Essensen er givet. Brandes.Volt.II.226. 2 det væsentlige (af noget). (jf. Kraft-, Livsessens ).