Erhvervelse, en. flt. -r. (vbs. til erhverve; jf. Erhverv; især )  1) som vbs. (især i forb. m. gen. ell. (nu hellere) af). Velstands Erhvervelse. Holb.MTkr.108. et u-omskrænket Herredoms Erhvervelse. sa. Ep.V.²51. de dagligen sig gjentagende Sysler med Udkommets Erhvervelse. Heib. Pros.VIII.476. S&B.    maade at erhverve paa ell. mulighed for erhverv. Selskabet (dvs.: samfundet) formerede Menneskets Nødvendigheder; det bør og forøge hans Erhvervelser. Falsen.I.57.   m. overgang til bet. 2. de nye store (arkæologiske) Undersøgelser . . og de deraf følgende Erhvervelser. JLange.III.2.  2) konkr.: ting, som er erhvervet (især til en samling olgn.; jf. Nyerhvervelse). Blandt de sidste Erhvervelser til Galleriet i Kristiania var et Maleri af (maleren N. N.). JLange.I.233. Bang.Mi. 18. 1 (jf. bl.a. Godtros-, Retserhvervelse ). Bevis for Indfødsrets Erhvervelse. MinT.1895.B.9.   2 konkr. (jf. Nyerhvervelse ). jeg skulde til Frokost med den nye “Erhvervelse” (: en person). ElsaGress.M.18.