I. Efter-følge, en. [-ˌføl(')ɋə] (ænyd. efterføl(ge), følge, virkning; jf. II. efterfølge samt ty. nachfolge; nu næppe br. (“usædv.” Levin.)) 1) som vbs. til II. efterfølge 1.2. Man havde givet ham Haab om Efterfølge i Kaldet. MO. FrNiels.R.II.336. 2) (vist kun hos Kierk.) til II. efterfølge 2.2; om aarsagsforhold: følge; resultat. hvad der gjorde Sindssvagheden saa dialektisk var, at han ikke engang vidste, om det var en Efterfølge af Sygdommen. Kierk.VI.266. den yderligere Efterfølge heraf (maa) være den, at han bliver svagere og svagere. smst.IV.65. 3) til II. efterfølge 3. Saa have Vi til Efterfølge (dvs.: til efterfølgelse ell. eksempel) for den tilkommende Tiid . . fundet for got. Forordn.(Kvartudg.)²²/₃1737. (han) giver sine demokratiske Meninger Tøilen, paa en Maade, som hvis den fik almeen . . Efterfølge, og . . Anvendelse, maatte . . bidrage til at nedbryde . . den almindelige Borger-Enighed. Molb.KC.67.