desarmere, v. [desɐrˈme^?rə] († disarmere. Holb.Ep.IV.66). -ede. vbs. -ing. (fra fr. désarmer, af dés-, af-, og armer, bevæbne; jf. armere) 1) (nu l. br.) berøve en person hans vaaben; gøre værgeløs; afvæbne. man overfaldt Garnisonen, desarmerede den.FrSneed.I.259. JBaden.FrO. Meyer. spec.(fægt.): slaa vaabnet ud af haanden paa en modstander. MilConv.II.467. Sal.V.147.   overf.: berøve angrebs- ell. forsvarsmidler; afvæbne (2). (den) som giver sin List, sin Capacitet, sin Styrke tilkiende, desarmerer sig selv.Holb.Heltind. I.125. man kand med Høflighed og Taalmodighed desarmere sine største Modstandere.sa.MTkr.194. saasom jeg af Erfarenhed haver lært at (kritikerne) mest desarmeres ved Taushed, haver jeg tiet stille, og ladet Publicum være Dommer. smst.180. Meyer. jf. JBaden.FrO. ogs.: betage (en) lysten (til noget). Holb.Ep.III.38. 2) (jf. armere 1) ⚔ føre skytset bort fra (en fæstning, et fartøj olgn.). Fæstningen er desarmeret.MilConv.II.467. Sal.²VI.40.    desarmere en mine ell. en minespærring, dvs.: gøre den uskadelig, saa at den ikke sprænges ved paasejling. smst. 3)  fjerne alt det materiel, som ikke skal blive om bord, naar et skib oplægges. SøkrigsA.(1752).§674 (se u. aftakle). Harboe.MarO.87. Sal.²V.40. (ænyd. disarmere (Danm.gl.ordspr.VI.(1980).132, ca.1685 )).   2 m.h.t. mine(spærring) m.m. Efter særlige Regler blev Minerne enten afsprængt eller desarmeret. JacPaludan.F.156. En Bombe desarmeres. AvisKronikIndex.1943.178. Desarmeret bombe bliver til (legetøjs) rumskib. PopMek.1955.sept.23.