chikanere, v. [ʃikaˈne^?rə] -ede. vbs. jf. Chikaneri. (fra fr. chicaner) 1) (især jur.; nu næppe br.) intr., til Chikane 1: anvende kneb og rænker. man begyndte paa nye at chicanere, og holde hans Bekiendelse mistænkt.Holb.Kh.896. for Vindings skyld, eller af en Tilbøyelighed til at chicanere. FrHorn.Proc.B2^v.  2) til Chikane 2.1: volde fortrædelighed; drille; trakassere. Stampe.II.351. *Har Fanden Lyst at chikanere | En Digter ret, | La'er han en Fusker massakrere | Et godt Sujet.Hrz.D.IV.81. Schand.UM.107. Svenskerne . . gjorde os al den Fortræd ved at borttage vore Redskaber og paa anden Maade chikanere os. Drachm.STL.99. de uvidende Brødre i Klostret chikanerede ham . . skinsygt i hans Studier.VVed.BK.336.   (nu næppe br.) spec.: volde fortrædelighed ved for store krav; stille generende krav (til). (jeg maa omtale,) at man her, ikke saa meget som andensteds, chicannerer hverandre i Skibsbygningens Accuratesse.EPont.Men. III.5. (kongens interesse udfordrer) at man ei alt for meget chicanerer i Beviset, men efter Omstændighederne, lader sig nøie med en stor Grad af Probabilitet.Stampe. I.95. (ældre spr. skikanere. Valby.I.9. Tilskueren f.Landvæsenet.1799.40. Rask.Retskr.314). præt. -ede    ell. (ældre spr.) -te (i vers: Blich.(udg.1920).IV.176). vbs.    -ing (Sjikaneringer (: chikanerier) . KLars.UR.19).   2 m. tings-subj. *(Badens grammatik) chicaneerte mig (: en dreng der skal lære latin) ikke saa lidt. Blich.(udg.1920).IV.176.