brunlig, adj. [ˈbru·nli] (æda. d. s. (Harp. Kr.136); af II. brun 2) som har en farve, der falder i det brune. VSO. *Bøgens Blad var bruunligt alt.Oehl.XV.54. *Jeg fletter helst til dig min Krands | Brunlige Høst i Aftenglands.Bødt.163. (bygningerne) skinnede hvidt i Sollyset paa den . . brunlige Jord.Goldschm.VT.15. *Træernes Løvdragt laa hen ad Jorden slængt, | og Marken var brunlig, som havde været grøn. Ploug.I.334. Feilb.