Besynderlig-hed, en. flt. (kun i bet. 2) -er.1) [1.1] (“Bruges sielden.” VSO.) † enkelthed; detail. Denne Besønderlighed i Mandens Liv og Levnet antræffes ikkun hos faa Historieskrivere.VSO. 2) [3]  hvad der virker paafaldende ell. opsigtsvækkende; særhed; mærkværdighed. Besønderlighed i Tænkemaade, Meninger, Levemaade.VSO.   mere konkr.: underlig, paafaldende udtryksmaade, handling olgn. “Labyrinten?” hører jeg alle dem raabe, som tager denne Bog i Haanden, for at læse det første Blad . . Hvorfor ikke simpelvæk Reise o. s. v.? Hvortil dog uophørlig disse søgte Besynderligheder? Bagges.L.I.I. Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende gennem Hjernen.Wied.S.174. 3) † i udtr. i besynderlighed.   3.1) d. s. s. besynderlig 4.1. alt dette (dvs.: de aandelige gaver) virker krafteligen den ene og samme Aand, som uddeler til Enhver i Besynderlighed (1907: enhver især), eftersom han vil.1Cor.12.11.    3.2) d. s. s. besynderlig 4.2. I Besynderlighed fortiente her at overveyes Jeremiæ Ord Cap. 13.Ruge.FT.166. alle artige Mennesker og i Besynderlighed alle Reisende er mine Venner.Ew.VI.287.    3.3) d. s. s. besynderlig 4.3 (mods. i almindelighed). jeg binder mit Hierte ikke til Noget i Besynderlighed.Mynst.Betr.II.132.