besaa, v. [beˈså^?] -ede. vbs. -ning (s. d.) ell. † -else (Schytte.IR.II.284. VSO.). (efter ty. besäen; især landbr. og forst.) saa, tilsaa med sæd, frø olgn. (alle) som nogen Bondejord besaae. DL.2–23–1. Holb.Ep. V.²91. *Lad besaae ved tusind Hænder Bedene med Blomsterfrøe. Lous.Pope.88. (engene) forbedres ved at pløie og besaae dem med gode Græsarter. Schytte.IR.II. 123. De gamle (ege) kunne i enkelte Aar besaae Grunden under sig med en stor Mængde Agern. CVaupell.S.85. see, der have I Sæd, og I skulle besaae (Chr.VI: saae) Jorden. 1Mos.47.23. ForstO.     (overf.) bestrø (tæt). han nedbrød Staden og besaaede den med Salt. Dom.9.45. billedl.: Igiennem det Ansigt, som De har . . saa rigeligt besaaet med Skiønpletter, opdager jeg dog Deres naturlige Lineamenter. Ew.VII.126. Sundet er . . som det var besaaet med Baade. PAHeib.Sk.III. 280. *Døden grumt besaaer | Vor Jord med Liig og Grave. Winth.I.237. skjønne, med Skove . . Klostere og Landsteder besaaede Bjerge. smst.VIII.188. December-Himlen var tæt besaaet med Stjerner. Jak Knu.G.245.   besaaet, (herald.) om vaabenskjold, d. s. s. bestrøet. Sal.²III.98.