angbrystig, adj. [ˈaɳˌbrøsdi] (Moth.A 135. jf.VSO. og Angbrystighed)   (nu kun dial.) forsk. former m. am-: ambrystig (Moth.B426), ambrystet (sjæll. if. Kalk.I. 52), ambystig (Moth.A115), ambustig (Feilb. IV.11), bornh. ambo(r)stuer, ambostijn (Esp.6).   (nu kun dial.) ved paavirkning af puste, forpustet (jf. aand(e)pusten) omdannet til angpusten, -pustet (se ndf.) (af III. ang; ænyd. ambrystet, ambrystig (Kalk. I.52.V.32), jf. sv. dial. ång-brysted, brystångd, oldn. (som tilnavn) ǫngt-í-brjósti, oeng. angbreost (subst.)   ordet er paavirket af nt. ambustich, amböstich (mnt. amborstich, holl. aamborstig, anborstig), der mulig er et forsk. ord: “manglende aande”, af mnt. adem (ty. atem), aande, og borst, mangel (se Brist)   nu kun dial. ell. gldgs.; jf. engbrystet, trangbrystet) som har besvær med at trække vejret; om sygelig tilstand: kortaandet; stakaandet; astmatisk. En ambrystig hest. Moth.B 426. “Det er ikke let at trække Rebet fra den Stærke!” . . “Du har ret . . Især naar man er angbrystet og pukkelrygget”. Oehl.ER.81. stivbenede, angbrystige Udgangsøg. Grundtv.LSk.26 (jf. PMøll.II.80). (hun) var saa “angbrystet”, at det Nat og Dag peb og hvæsede i Lungerne paa hende. Pont.N.8. jeg maa sku' osse ta' mig no'ne Hiverter i denne Tid. For jeg er ble'en saa angbrystet. EdgHøyer.BH. 144. (harmonikaen) hvæser og puster som en gammel angbrystet Helmus, der piskes i Galop. Skjoldb.G.51.   om følgen af anstrængelse: forpustet; aandeløs. et gammelt Ægtepar. Han rokkede foran . . Et Par Skridt bagefter kom hun, angbrystet og forpustet. CHans.S.147.   (hun) blev angpustet, og maatte staae og trække sit Veir. Rahb.Tilsk.1793.774. Bare . . du ikke fandt tilbage igen, saa var en anden fri for at gaa her og tæske sig angpusten paa saadan et ledt Skabelse. AndNx.PE.I.43. jf. (parodierende sagastil): hans Bug gik meget op og ned, han var stærkt anpusten af Ridtet. Wied.TS.88. Tullin.I.35.