afføde, v. [ˈauˌfø^?ðə] -te. (ænyd. affødes, fødes; i moderne bet. først alm. i sidste halvdel af 19. aarh., jf. føde af sig) blive aarsag til; fremkalde. vAph.(1764). denne haardnakkede Neutralitet kunde afføde de største Farer. Hauch.MfB.149. Stilheden, som afføder Syner og Drømme. Drachm.LK.64. JPJac.I.145. II.15. Skiftedagsballerne, der ofte afføder Drikkeri og Slagsmaal. Pol.⁴/₁₁1908. (jf. -fødning ).