Agern, et, en (nu kun dial., se Feilb.). [ˈa^?ɋərn] ảgern, en. Høysg.Anh.32. jf. Arkiv. XII.360. samt skrivemaaden Aggern. Holb. Ep.III.13. flt. d. s. (VSO. MO. Hauch.V. 221) ell. † -e (DL.6–17–30. Holb.Ep.I.22. TBruun.VI.531) ell. -er (MO.). (ænyd. agern(e), æda. og oldn. akarn, eng. acorn, ty. ecker, got. akran, frugt, grøde, besl. m. I. Ager) egetræets frugt (jf. Olden). JTusch.192.332. Agerne, eller Bog, maa ingen opsanke i anden Mands Skov. DL. 6–17–30. de første Mennesker have . . brugt Aggerne i Steden for Brød. Holb. Ep.III.13. jf. I.22. drattede der en Agern ned i mit Hoved. Grundtv.Myth.429. (jeg vilde) ikke agte mit Liv mere værd, end et Agern. Ing.EF.VI.19. Naar Egen har baaret mange Agern, saa maa man belave sig paa en streng Vinter. Thiele.III.14. brune Nødder, blanke Agern. JPJac.II. 210. (Ager. Biehl.(se ndf. u. flt. ). Agen. se ovf.). flt. d.s. ell. (ældre spr.) -e   ( jf.: Agere. Biehl.DQ.I.85.IV.180) ell. -er   ( LollO. jf.: Agener. Dyssel.I.69. FStiftstid.19/4 1776.3. se ogs. u. Agernkaffe S ).    best.f.flt. agernene (Retskr.(1955)) ell. agernerne (CEw.Æ.X.58) ell. (især ældre spr.) agerne (Biehl.DQ.I.87.IV.155. NatTid.6/3 1946.9.sp.5). egetræets frugt.    (jf. Ege-, Svinenød 1 ).