beskylde, v. [beˈsgyl'ə] beskỳlde. Høysg.AG.23. († beskyldige. Holb.Intr. (1728).256). -te ell. † -ede (Holb.DH.III. 125. sa.Kh.293). vbs. -(n)ing (s. d.), † -else (vAph.(1759). VSO.). (ænyd. beskyld(ig)e; efter ty. beschuld(ig)en) 1) paastaa om en, at han er skyldig i en forseelse olgn.; anklage. de fortalde kongen, hvad Jonathan havde giort, for at beskylde (1871: kaste Daddel paa) ham. 1Makk.11.5(Chr.VI). Een træder frem (dvs.: for retten) og beskylder (Jeppe) saaledes. Holb.Jep.IV.6. at beskylde sin Kone har noget at sige, jeg kiænder nok Tamper-Retten. sa.Bars.IV.2. hans Mama beskyldte hende for at have stiaalet den ene Potageskee. Ew.VI.151. Vil De beskylde mig for ulovlig Lægepraktis, saa maa De bevise mig det over. Hostr.DT.75.   † perf. part. brugt som subst.: befindis den Beskylte Uskyldig. DL.2– 23–8. Holb.Hex.V.1. sa.Hh.II.379.    (overf.) m. h. t. moralske og andre mangler: rette bebrejdelser imod; lægge til last. jeg vil . . nødig beskylde mine Landsmænd for Utaknemmelighed. JSneed.VIII.40. Mine Fiender have . . beskyldt mig for Feighed, fordi jeg ikke elskede Krigen. Oehl.HrS.367. Det var ikke mildt; det skulde man ikke beskylde det for. Men Luften var ikke længer tør, isnende; den var fugtig, raa. Drachm.V.8. † m. tingssubj.: hastig og flanevoren Gang beskylder for U-stadighed. Hørn.Moral.II.25.   † m. for (ell. som) og præd. (de) beskylde mig for (nu: for at være) en gammeldags Moralist. FrHorn.SomnPoet.A5^v. Sokrates . . beskyldes for (nu: for at have været) en ugudelig Mand. Eilsch.PhilBrev.271. Nogle beskylde Øynene, som de, der . . forlyste sig med at beskue Forfængeligheder. Spectator.229. NTreschow.(Rahb. Min.1787.III.22). 2) (nu sj.) paastaa om en, at han er aarsag til en ulykke, et uheld olgn.; give skylden for. skyd aldrig Skylden paa eders Kone. Naar I beskylder eders Kone for saadant, beskylder I og saa eder selv. Holb.Jean.I.1. Den Deilige beskylder det uskyldige Speil, naar hun i det seer hendes favre Ansigt at have forandret sig. Suhm.I.79. Man beskylder Blodets Overflødighed, Veirligets Varme og hundred andre Ting. Tode.ST.II.27. de Sammenstød, for hvilke vi ofte beskylde Hændelsen. Hauch.I.226. 1 anklage. rette bebrejdelser imod. i forb. m. nægtelse ofte spøg., iron. Drachm.(se sp.398,41 ). nogen sjov Pige en død Søndageftermiddag kunde man ikke beskylde Anna for at være. AaDons.S.112.   

 Beskylder, en. (nu næppe br.) saa mange Læsere, som (bogen) har fundet, saa mange Anklagere og Beskyldere haver jeg . . erfaret. Spectator.382. Straffen for den ondskabsfulde Beskylder vil . . ikke udeblive. Birckner.I.172. den anonyme Beskylder for Plagiat af “Prindsesse Isabella”. Heib. Pros.X.100.