Bræk-vand, et. (til brække 3.2 og 4.1; især dagl.) vand, hvori der er opløst et brækmiddel. MO. hun gav ham Hyldete, og hun gav ham Brækvand, og han blev daarligere og daarligere.SvGrundtv.FÆ.I.223.   (spøg.) overf. vort belletristiske Brækvand.Heib.Pros.IX.15. VortLand.²³/₁1906. 3.sp.2. ældre: Brækviinsteen opløst i Vand, kalder man Brækvand. Metzger.Medicina ruralis.2 (overs.1797).105.