Døds-fald, et. (jf. ty. todesfall samt ænyd. dødfald) (tilfælde af) dødens indtræden for en persons vedkommende. Dette Aar var ellers Navnkundig formedelst tvende store Døds Fald. Holb.DH.I.416. Om Sorg over Dødsfald i Vores Kongelige Hus. SøkrigsA. (1752).§840. Basth.Tale.(1792).16. Dette pludselige Dødsfald havde vakt en ualmindelig Opsigt. Gylb.(1849).IX.88. Simon Levi er død . . Dødsfaldet . . stod bekjendtgjort i Bladene. Goldschm.VIII.105. Reumert.SØ.110.   (nu næppe br.) efter gen. ell. ejendoms-pron. i st. f. Død (I. 1.1). hans Dødsfald kunde giøre Anslaget til intet. Holb. JH.II.236. han (vilde) døe, naar han spurgte sin kiæreste Søns Dødsfald. Molb.DH.I.272. Heib.Poet.II.78. Bøgh.DD.1860.135. (jf. bl.a. Difteri- S, Kræft-, Kuldedødsfald S ). D̄̂øds-fald .. kaldes en uformodentlig d̄̂ød. Moth.D216.