Døds-synd, en. (sj. Død-: Moth.D214). (jf. synd til døden u. I. Død 3.2, dødelig synd u. dødelig 4.1) 1) (nu især bibl.) synd, der medfører ell. fortjener dødsstraf. Men Pigen (som er voldtaget) skal du ikke gjøre noget, for Pigen er det ingen Dødssynd. 5Mos.22.26. MO. D&H.  2) (i den katolske kirke) synd, der medfører tabet af guds naade; utilgivelig ell. vanskeligt tilgivelig synd. Moth.D214. de Dødssynder, man kalder Vrede og Løgn. Ing.EF.XIII.11. Sal.²VI.648.   i forb. de syv dødssynder (dvs.: hovmod, vrede, misundelse, livslede ell. tungsindighed, gerrighed, fylderi og vellyst). Bruun.(Aarsberetninger fra det kgl.Bibl.III.(1890).292). EBrand.U B.258. SkatRørd.II.513. jf.: Dødssyndernes Navne: Hovmod, Gjerrighed, Drukkenskab, Vellyst, kort, hele Syndens syvfarvede Bue. HCAnd.VI.123.  2 (relig.). (jf. Hoved-, Kapitalsynd ).    3 m. afsvækket bet., om noget i høj grad urigtigt ell. dadelværdigt. *Dødsynd mod Kunsten er det, naar | Man uden Kald, med laante Pjalter | Dumdristig til dens Tempel gaaer | Og skjæmmer Offret paa dets Alter! Winth.X.283. det er en dødssynd at sætte de to farver sammen. NDO.