forhverve, v. [fωrˈvɐ̤r'və] -ede. vbs. †  -else (Gram.Nucleus.1190. vAph.(1764). MO.) ell. (nu næppe br. udenfor dial.) -(n)ing (vAph.(1759). Feilb.). (glda. d. s. (Rimkr.); fra mnt. vorwerwen   fortrænges (fra beg. af 18. aarh.) i alm. skriftspr. af erhverve, jf. PEMüll.³406f.; uden for dial. (se u. bet. 1 slutn. og bet. 2.2 beg.) nu kun bibl., foræld. ell. poet.; hos Kierk. spec. som mods. til erhverve, se u. 2.1 slutn.) 1) søge at skaffe sig (og sine) noget (især: sit udkomme) ved arbejde; erhverve (1); abs.: Han var ved Herremandens Tiltrædelse til Godset den eneste Bonde, som eiede noget. Den gode Orden, som hans nye Herskab indførte, gav ham endnu mere Lyst til at forhverve. JSneed.I.23. Der kan ikke være Liighed i Riigdom, hvor Alle have Frihed til at forhverve. sa.(MO.).   (jf. bet. 2.2) m. arbejdets løn som obj. de ting, hvorved ieg i Fremtiden . . kand forhverve Føden. Langebek.Breve.78. jeg forhværvede mit Udkomme (ved jagt). Blich.(1920).VIII.158. Feilb. 2) skaffe (noget) til veje; erhverve (2).    2.1) forskaffe (andre noget); fremskaffe (især m. hensobj.). *Jeg har forhværvet dig et ævigt Efterminde. Falst. Ovid.138. *Vi derfor tro paa Jesum Krist . . | Han Himlen os forhverved. Grundtv. SS.III.384.   (billedl.) m. tings-subj.: Herre, dit Pund haver forhvervet (1907: erhvervet) ti Pund. Luc.19.16. PAHeib.US.249. af Kierk. (vilkaarligt) anv. som mods. til erhverve 2.2: Det er Mennesket selv, som erhverver det, Evighedens Haab, der er nedlagt i ham, skjult i hans Inderste; men Trængselen forhverver det. Kierk.X.115. smst.111.    2.2) især refl.: opnaa noget til fordel for sig selv; skaffe sig; erhverve sig (2.2). (han) bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet. 1Mos.31.18. Holb.Arab.1sc. *Vi har selv, og med vort Blod, i betrængte Tider | Forhvervet de Rettigheder, vi nu vil hævde. Hrz.XI.31. *Saa ny er Skatten, som jeg har forhvervet, | At jeg begjerer altid den at skue. PalM.(1909).I.402. Feilb. jf. bet. 1: et øde Stæd udi landet, hvor de intet skulle hafve andet til livets obhold, end hvad de selv kunde forhverfve sig ved sit Arbeide. Dumetius.III.43. Ew.VI.178.   m. h. t. forhold til andre. En sand vedvarende Kierlighed forhverves alleene ved virkelig elskværdige Fuldkommenheder. Eilsch.PhilAnm.13. (han) begyndte at forhverve sig deres Fiendskab. Ew.VI.210. Balle.Bib.I.39. m. person-obj.: (vi) skatter det for en Lykke, at have forhvervet os saa stor en Velynder. Langebek.Breve.96. Forhværve . . Bekiændte. vAph.(1759).   m. h. t. udvikling af legemlige ell. sjælelige evner olgn. iblant Menneskets naturlige Færdigheder (er) Talen og Sproget . . de, som lettest forhverves. Kraft.VF.99. Den, som forhverver sig (Chr.VI: eyer) Forstand, elsker sit Liv. Ords.19.8. i perf. part. (mods. medfødt): en ved lang Erfarenhed forhvervet Færdighed i at observere.Heitm. Physik.4. At bruge alle, baade medfødte og forhvervede Kræfter. JSneed.(MO.).

Forhverver, en. (ænyd. d. s.; sj.) til forhverve 2: d. s. s. Erhverver 2. vAph.(1759). Feilb.I.339 (se u. Fordærver 2.1).   † i forb. første forhverver, d. s. s. første erhverver. Nørreg.Privatr.II.78.