formode, v. [fωrˈmo^?ðə] -ede. vbs. -(n)ing (s. d.). (ænyd. d. s. (især refl.), glda. d. s. (Brandt.RD.II.12), fsv. formodha (sik); fra mnt. vormoden (ty. vermuten), af moden, se anmode; l. br. i talespr. og højere stil) have en tanke (om noget), som man anser for sandsynlig; antage (5.1). 1) m. h. t. noget nærværende ell. forbigangent: antage virkeligheden ell. eksistensen af noget. jeg vidste, eller egentligere jeg formodede kun et eneste Menneske paa hele Jorden, der havde nogen særdeles Godhed for mig. Ew.VIII.80. (den) erfarne Læge finder tilstrækkelig Grund til at formode Kopper. Tode.ST.I.29. adskillige Folkegrupper . . lode os formode en Fest. Bagges.L.II.361. der var en Fortællen og Forklaren, en Formoden og Debatteren. JPJac.I.106. nu næsten kun styrende genstandssætning ell. pron. i intk.: Jeg formoder det ikke . . men jeg er aldeles overbeviist derom. Hrz. XII.196. *Jeg Vished faaer om det, jeg alt formoder. CKMolb.Dante.I.163. *hvad jeg først formoded, nu jeg véd. Drachm. SB.105. jeg formoder, at der er stødt ham en ulykke til ┆   (nu næppe br.) styrende spørge-bisætn. olgn.: have en formodning om. *Veed man, formoder man, hvorfra (dvs.: skibet kommer). Ew.V.188.   (nu l. br.) m. person-obj. og præd. til obj. (eller lign. konstruktion). der Johannes havde fuldkommet løbet, sagde hand: hvem formode (1819: mene) I mig at være? ApG.13.25 (Chr.VI). man (kunde) tit, naar man formodede ham i Skolen . . finde ham paa Rygaasen af et Huus. Ew.VI.154. 2) (i rigsspr. (jf. Feilb.) nu kun i tilfælde, der ogs. kan tydes som bet. 1) m. h. t. noget tilkommende (ofte m. obj., der betegner noget, man finder godt, ønskeligt): (for)vente; haabe. hun skal drage med dig, og jeg formoder, at du skal faae Børn af hende. Tob.6.22. Paltz Greven har taget sig den Frihed at Invitere dem til et Aftens Maaltid, formoder de tage det ikke ilde op. Holb.Pants. II.6. Høysg.1Pr.24. Han giorde det . . med al den Hede, som man kunde formode hos en Broder eller en Medskyldig. Ew.VI.113. FrSneed.I.28.   † m. refl. hensobj. ondskab . . formoder . . sig altid svare ting (1871: har . . altid formodet svare Ting for sig). Visd. 17.11(Chr.VI). (de) formode sig . . et lyksaligere Liv end det de forlade. Kraft.VF. 118. Beskrivelsen paa et saadant Feltslag formoder man sig nu. PAHeib.US.13.

Formodende, et. (ænyd. d.s.; ældre spr.)
vbs. til formode: formodning. imod andet Formodende. LTid.1737.87. Efter Formodende. smst.473.