Fornuft, en. [fωrˈnofd] Høysg.AG.116. gen. -s ell. † -es (Hørn.Moral.I.54). uden flt. (ænyd. d. s., fsv. fornoft; fra mnt. vornuft (ty. vernunft), vbs. til vornemen, se II. fornemme; jf. fornumstig) evne til at tænke (rigtigt), dømme ell. skønne (rigtigt) om noget, drage (rigtige) slutninger af noget osv.; tænkeevne; forstand; ofte (undertiden nedsæt.) m. særligt henblik paa den menneskelige tankes begrænsning ell. afmagt (fx. over for det overnaturlige), ell. m. forestilling om den normale, borgerlige maade at betragte tingene, især det daglige, praktiske livs forhold, paa (jf. Snusfornuft); ogs. (især i filosofisk litteratur efter midten af 18. aarh., nu dog næppe filos.) om den (som den ypperste intellektuelle evne betragtede) evne at kunne drage rigtige slutninger, indse tingenes aarsag og sammenhæng, danne ideer og principper osv. (mods. Forstand). Trolovelse skal ikke holdis . . om een er ikke ved sin rette Fornuft og Forstand.DL.3–16–5. Visd.17. 12(Chr.VI). bruge sin fornuft. Moth.N61. En stakkels Koene mister sin Mand, som jeg setter, efterlader hende nogle Skillinger . . Fornuften siger, hun skal conservere dem, men Moeden siger hun skal give sin Mand en hæderlig Begravelse. Holb.Bars.I.1. aandelige Ting, som gaae over Fornuften, hvilke vi maa troe, endskiønt vi dem ikke begribe. sa.Ep.I.98. Hvad kalde vi Fornuft? En Evne til at indsee den eene Tings Sammenhæng med den anden. Eilsch.Philhist.17. som min Fornuft begyndte nu at blive Mester over min Kleinmodighed, saa begyndte jeg ogsaa at trøste mig selv.Robinson.I.104. Tyge Brahe (havde) egtet en Præste-Dotter udi Skaane, som han tog formedelst hendes Fornuft i Huusholdning. CPRothe.MQ.II. 723. Hymne til Fornuften. Bagges.IV.245. (man maa) bruge sin Forstand for det Enkelte, sin Fornuft for det Store og Omfattende. Mynst.Betr.I.56. Enhver, der har gaaet i Skole, veed, at det er Fornuften, som adskiller Mennesket fra Dyret. PE Müll.³5. Naar Tænkningen hæver sig til en højere Sphære og forbindes med en Sandsning, der gaaer ud paa det Oversandselige og Evige, træder den frem som Fornuft. Sibb.P.I.225. man kan have mistet sin Fornuft, og desuagtet have Talenter, ja Vittighed, og selv Forstand indtil et vist Punkt. Gylb.XII.254. Enhver, der . . er ved sin Fornufts fulde Brug (er det) tilladt ved Testament at disponere over samtlige sine Eiendele. Forordn.²¹/₅ 1845. §21(jf. Sal.²VIII.495 samt I. Brug 2.2). Den tyske Fornuft har taget saa høj en Flugt i de sammenfattende Videnskaber, at Tyskeren hellere tillægger sig Fornuft end den blot opløsende og indtrængende Forstand. Brandes.XV.67. jf.: *Et Eventyr var Haven | langt over al Fornuft (alm.: over al forstand)! ThBarfod.AD.20. sund fornuft, evne til at tænke sundt (normalt); maade, hvorpaa det normale, almindelige menneske tænker. enhver, som foretager sig at bevise Revelationen (dvs.: den kristelige aabenbaring) i alle Maader at være eenstemmig med den sunde Fornuft, efterlever en Christens Pligt. Holb.Ep.I.88. KomGrønneg.I. 215. Gylb.TT.84. e. br. tale (en) til fornuft, paakalde ens evne til at tænke (og opføre sig) rigtigt; bringe en til (atter) at være fornuftig. Schand.F.451. Atter og atter havde Fru J. forsøgt at tale Sønnen til Fornuft. Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget hjalp det. Wied.S.347. ogs.: bringe, komme til fornuft. MO. D&H. tage fornuften fangen, se fangen sp. 746³⁷.   om tænkeevnens (fornuftens) udtryk i tale ell. skrift; ræsonnement. Religionen . . maa nu bruge Baal og Brand, siden den ei meer kan hielpe sig fort med Fornuft og Argumenter. Suhm.V.12. nu næppe uden for faste udtr. som høre fornuft, tage mod fornuft, lade sig paavirke af kloge raad. Han var uheldigviis den Dag i daarligt Humeur (og vilde) aldeles ikke tage mod Fornuft. PalM.IL.III.168. Hun vilde hverken høre Raad eller Fornuft. EBrand.Bes. 43. Drachm.T.35. tale fornuft til (en), give (en) kloge raad. (uegl.:) Mer end én Gang søgte jeg at tale Fornuft til min Lidenskab. Schand.F.456.   (filos., nu næppe br.) i udtr., der betegner et med den menneskelige fornuft stemmende (guddommeligt) grundprincip, der tænkes nedlagt ell. udtrykt i alt eksisterende. hele Verden (er) Udtrykket af en uendelig alt omfattende Idee, der maa være eet med en uendelig i alt levende og virkende Fornuft selv. Ørst. Naturl.²I.7. Kunde det lykkes vor Forstand . . at bortforklare Virkeligheden af hin store Poesi, der lever i alle Nationers Almuesagn . . saa vilde dog bestandig en dybere Fornuft reddet det Skjønne og Store deri ved Fantasiens uskyldige Barne haand. Ing.Levnet.I.74. PEMüll.³6.  uden flt. (se dog ndf. slutn.).    (jf. Al- S, Snus-, U-, Verdensfornuft ). fornuftens stemme. Storm.FF.(se u. I. Stemme 4.2 ). Engelst.Nat.(se u. krigslysten ). fuld fornuft. Holb.(se fuld sp.165,22 (han) døde .. med fuld Fornuft. PEdvFriis.S.316. Nu er han ved sin fulde Fornuft. VSO.I.702. være sin fornuft fuldkommen mægtig, (jf. være ved sin fornufts fulde brug, se sp.725,36ff.; især jur.). VortHj.(se u. mægtig 3.3 ). afdøde var sin fornuft fuldkommen mægtig. Statstidende.14/6 1958.3.sp.4.    (optræden, holdning der er præget af) omtanke, skønsomhed; ræson (2-3). HolbO.(Fornuft 2 ). *mod al Fornuft og Sands det strider, | (at osv.). PalM.(se u. I. Sans 3.1 ).    (jf. Aand 4; sj.) fornuftvæsen. de lavere Fornufter, som vil gaae paa deres egen Haand, vel som blinde Høns, finde stundum et Korn, som de høiere have overseet. Grundtv.UVK.487.   

  Fornuft-, i ssgr. (sj. Fornufts-, se u. fornuftmæssig). af de talrige  ssgr., der især findes i mængde fra slutn. af 18. og begyndelsen af 19. aarh. (se MO.), er ndf. bl. a. forbigaaet Fornuft-begreb, -betragtning, -bevis, -bud, -erkendelse, -fjendsk, -handling, -hensyn, -lov, -præg, -religion, -ræsonnement, -stemmende, -tro, -virksomhed.(Fornufts-. 1923: sj., øget brug i 20.årh.).   

Fornuftlov, en. (Fornufts -. VidSelskSkr.V.(1807).254). Videnskaben fremstiller os .. Naturlovene som Fornuftlove. Ørst.I.118. Høffd.E.69.

Fornufts-, i ssgr. se Fornuft-.