for-viden, adj. (glda. forwidhen (Kempis.127), sv. (dial. ell. arkais.) förveten, no. dial. forviten, oldn. forvitinn, jf. ænyd. forvittig, ty. für-, vorwitzig, alle i bet. 2; i bet. 1 af V. for- 2.1, i bet. 2 af omstridt oprindelse; sml. -vidende; nu kun jy.) 1) som forud aner ell. ved noget; forudanende; forudvidende (se Forvidenhed 1); jf. Feilb. samt: *Ald Kierlighed er fuld af en forvidden Frygt. Rose.Ovid.I.5.  2) som gerne vil vide noget (der er en uvedkommende); nysgerrig. MDL. Feilb. jf. Gram.DO.145. 2 nysgerrig. en Fritter, en forvidden Efterspørgere. Gram.Nucleus.192. forviden, begiærlig efter at vide. smst.233.   

II. Forviden, subst.
(ældre spr.) d.s.s. I.Forvidende, Forvidenhed 1 (jf. Forudviden u. forudvide). frydelig er det Forviden, at hvad vi kunne forestille os, som nødvændig Egenskab hos Aldverdenen, det kunne vi tryggeligen søge at finde. Rothe.Nat.I.122.