I. Fos, en ell. (sj.) et (Storm.(Rahb.LB. I.198). [fωs] (sj. Fors. OAHovgård.Overs.af Alexiaden.II.(1881-82).348). flt. -ser ell. (nu sj.) -se (Oehl.L.II.234. SMich.S.143). (ænyd. glda. fors, strøm, vandfald, oldn. fors, foss; vist genopt. ca. 1750 fra no. foss og føles oftest som norsk ord; især  og fagl. (geogr.)) et vandløbs bratte ell. lodrette nedstyrtning over en skrænt olgn.; ogs.: sted i et vandløb, hvor vandmassen har stærkt fald ell. strømmer voldsomt af sted; vandfald. (især om forhold i Norge, Sverrig ell. paa Island). *Du, som ei haver seet en Fos, et Styrte-Vand . . | Hvad om du høre fik hin Sarp i Norges Land. CFrim.(Rahb.LB.I.181). Elvene og Fossene (i Norge). Oehl.L.II.216. Bækkene (paa de danske øer) styrte sig ikke ned i skummende Fosser. Blich.I.263. Rich.I.5. Den dalen gennemstrømmende å . . danner en høj fos. KKålund.Island.I.292.    (poet. ell. hos sprogrensere) om vandfald uden for Skandinavien. *I Sydens Dal den hvide Fos sig styrter | Fra Gletscher-Iis og sneebedækte Fjeld. Aarestr.348. Holm Hansen.En katholsk Familie.(1875).310.   i sammenligninger. *Som Fossen med brusende, knusende Vælde | Indbryder Kong Olaf med sine Mænd. Oehl.L.I.44. (Jahves herlighed) kommer som en indestængt Fos, Jahves Aandepust driver den frem. Es.59. 20(Buhl).    uegl., om voldsomt nedstyrtende vand olgn. Søen brød over Bakken og satte en stadig skummende Fos ned over det lavere Fordæk. BerLiisb.S.4. ogs. (især poet.) overf., især om noget, der er præget af voldsomhed, fart. *Ad deres Skuldre hvide | Nedstyrter Issens Fos (dvs.: det lange haar falder ned ad ryggen). Oehl.NG.96. PMøll. II.21. Lyset vældede ind i en Fos, fyldende hele det mørke Rum. Kidde.AE.I. 193.flt. -ser ell. -se ( Buchh.Su.I.236. se ogs. ndf.)   (ænyd. fors ell. fos (Kalk.V.309)) vandfald.    de høye Vandstyrtninger i Foserne i Norge. LTid.1727.90. Fossabækken, formodentlig saa kaldet, fordi her om Vinteren dannes et betydeligt Fos eller Vandfald. JNPanum.Bornholm.(1830).72. jf. Fosse-bæk Fossebæk . Stedn.X.294(ca. 1750ff., Bornholm ).    Schaffhausen ved Rhin-Fosset. Grundtv.Krøn.2 (1842).270.    uegl. en prustende hval, der kæmper for livet og vælter fosse af vand bagud. MKlitgaard.EP.12.   

II. Fos, en. [fωs] (fra nt. fotse ell. ty. fotze; besl. m. jy. fus (Feilb.IV.164) samt oldn. fuð; jf. Hundsfot) 1) (nu kun dial.) kvindens (ydre) kønsdele. Moth.F334.   nu kun i udtr. som du kan likke, ligge (dvs.: slikke) fossen, (jf. Fossenlikker) som haanlig opfordring til at passe sig selv; ogs. som betegnelse for at en person bliver narret for noget, faar en lang næse ell. bliver haanligt behandlet. Schandrup.S1^r. *jeg fik . . slaaet Øiet ud paa Skurken Rustan | Og budt dem ligge Fossen Allesammen! Bredahl.LO.73. smst.69. Kværnd.  2) foragt. betegnelse for en kvinde (Moth.F334) ell. mand. *Dend det har sagt er ingen Fods | Som Bøddelen bør flætte. Schandrup.P3^v.    især i forb. Mads fos (fra nt. ty. Matz fotz) som skældsord: ubehøvlet fyr; slyngel; ogs.: sølle person; fjols; taabe. Moth.M12. Sort.(SamlDanskeVers.¹VI.166). En skielder en anden for en Mads-Foß, hvorover han bliver stævned for Retten . . Dommeren straffer ham for Skiældsord, saasom efter den almindelige Talens Brug Ordet er foragteligt. Holb.NF.(1728).I.127. jeg er ingen Mads-Fos: jeg har dog lagt mig hundrede Daler til beste. Den undseelige Friere.(1774).40. VSO.IV.M21. nu især (dagl., spøg.) som (nedsæt.) personbetegnelse i alm. Hesten (bliver) skye, og sætter med mig over den brede Grøvt, og vips laae Mads Fods i Grøvten. Rahb.Tilsk.1799.374. Feilb. Kværnd. nogen Tid efter vidste D. nøjagtig Besked om B.s Forretninger i Skotland. Der var almindelig Forargelse . . Han kunde jo bare prøve på at vise sig. Der var bagt for Mads Fos! Rørd. M.16.2 nedsæt. personbetegnelse. (jf. Skidtfos ).    i forb. Mads fos. 1128,11ff. alle de kloge Beretninger om hvad Mads Fos (: den talende selv; jeg) vilde tænkt, og hvordan han vilde baaret sig ad, naar han havde været i de store Mænds Sted. Grundtv.Myth.35.   

† Fossen-, i ssgr. (af II. Fos 1; jf. ty. fotzen-)