Gevelft Gevelft, en, † et (JLRasm.1001Nat.95. jf. ndf. l. 33). [geˈvæl'd] († Gevelb. LTid.1723.149. 1724.59. (dial.:) Gevelf. AarbFrborg.1918. 33. † Gevølbe, et. LTid.1724.61. Hersl.TT. II.81. Wiedewelt.T.51. (nu næppe br.:) Gevølft. Meyer.). flt. -er. (fra nt. gewelf(t), gewolfte, ty. gewölbe (dial. og ænht. ogs. gewelb(e)); besl. m. Hvælv; jf. gevelbt; nu kun haandværkerspr. (mur. og (især) bag.) samt dial.) hvælvet flade ell. rum; hvælving. hand siger, at Jøderne have forestillet sig Himlen, som en stor fast Gevelb. LTid.1723.149. (han har) puncteret om deris Gaarders Grund, om nogen Muur eller Gevelfter fra gammel Tid af udi samme skulle findes. smst.1727.309. paa Siden af (hulen) vare adskillige Kammere og Gevelvter, hvor hvert Liig kunde ligge for sig selv. Hersl.A.104. de Gothiske Piller, som understøtte Midten af heele Gevølbet. Wiedewelt.T.51. hun (gik) ud af Gehvelvten (dvs.: et gravkammer). JLRasm.1001Nat. 96. Meyer. (skorstenen) var lukket med en Hvælving – en Gevelf. AarbFrborg.1918. 33. spec. (bag.) om den øverste del af bagerovnen. Gevældt. Lundb. OrdbS.(Gevelb. ældre spr. ell. dial. ØMO.). (jf. I. Hvalt, I. Hvalv ). Vis mere +