Kapitæl, en (Haandgern.442. Saaby.⁷) ell. et (Moth.Conv.K57. Charlottenb.1794.13. Stilart.59). [kabiˈtæ^?l] (nu sj. Kapitel. Moth. Conv.K57. Charlottenb.1794.13. jf. Meyer.⁸). flt. -er. (ænyd. kapitæl, -tel, ty. kapitäl, -tell; fra lat. capitellum, dim. af caput, hoved (se II. kapital); sml. I. Kapital) 1) (bygn.) den øverste, ofte kunstnerisk udformede, del af en søjle; søjlehoved (jf. Blad-, Bæger-, Foldekapitæl samt I. Kapital 1). forgyldte corinthiske Capitæler. EPont.Atlas.II.104. *Den store Stad (dvs.: Rom) | Hvor Capitæl og Sokler | Af Muld sig hæve op. Winth. III.246. JPJac.I.336. Stilart.59. 2) (bogb.; jf. I. Kapital 2, Kapitælk 1) dels om (skind)-ryggens øverste og nederste kant (jf. Hoved sp. 514⁵²). Haandgern.442. dels d. s. s. Kapitaltøj (jf. Kapitælbaand). Sal.X.176. 3) (bogtr.) type af samme form som store (antikva) bogstaver, men omtr. paa størrelse med smaa bogstaver (jf. I. Kapital 3, Kapitælk 2). Selmar.¹23.