Klynkeri, et. flt. -er. vbs. til klynke: klynken; især m. mere nedsæt. bet., om idelig ell. dum klynken (jf. Klynkerads). Moth.K 169. *At høre paa Græden og Klynkerie. Blich.(1920).IV.192. bort med Griller og Klynkerier. HCAnd.II.315. SophClauss.JF. 63.